Torben Koed Hjemmeside

Homepage in Danish  Homepage in English  Homepage in Russian
       Menu
Luftfart, Fly spotting, Foto, Slægtsforskning

Spotting i Kastrup Lufthavn

Eller

No spotting i Kastrup Lufthavn!

Er man entusiast eller spotter, og vil udøve sin hobby i Kastrup Lufthavn, er man på den!

I 'verdens bedste lufthavn' er man henvist til en jordbunke ved en grillbar.

Men egentlig kan det ikke overraske, når man tænker lidt mere over sagen. Hvis man nogen sinde har prøvet at vente på nogen, der kommer med fly, eller gerne vil være sikker på at ens kære er kommet godt af sted, så er det ikke i Kastrup Lufthavn man skal finde adspredelse, komfort, en siddeplads, et billigt spisested, udsigtsplads osv.

Man kan stå midt i menneskemylderet og kigge på en Tv-skærm og hvis man er meget heldig kan man finde en ledig bænk, godt nok midt i tumulten og med stor fare for at blive trådt over tæerne, hvor der i øvrigt er forbud mod at ryge. Det er en ussel behandling af den øvrige skare af mennesker som af én eller anden grund er nødt til, eller har interesse i, at være i lufthavnen.

Det synes være svært, i modsætning til en lang, lang række andre store internationale lufthavne, at finde ud af for Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn brøler deres praleri ud over at være valgt til verdens bedste lufthavn, hvilket jeg godt kan forstå, men undersøgelsen er lavet blandt passagerer og i hvert fald ikke blandt almindelige besøgende, pårørende og andet godtfolk.

Derfor skal der lyde en kraftig opfordring til lufthavnens administration til også at gøre lufthavnen attraktiv for alle vi andre ventende, besøgende og flytossede mennesker, som viser interesse for pårørende, venner, atmosfæren og flyvemaskinernes aktivitet.

I mellemtiden kan vi kigge fra toppen af 'vores' jordbunke ved 'Flyvergrillen' - indtil de nye træer er vokset op. Så må der fyldes mere jord på!!

 


 

Hvad er de mon så nervøse for?

Kastrup Lufthavn har endnu lang vej igen inden det bliver en brugervenlig lufthavn.
Og det vil den nok aldrig blive. Dertil er den viste paranoia overfor nysgerrige godtfolk alt for stor.

Det er tankevækkende, at det er nemmere at spotte ved Flyvestation Værløse end ved Kastrup Lufthavn.

Hvad forventer sikkerhedsfolkene? At man står ved flyvergrillen med et raketstyr midt mellem andre gode borgere, og er parat til at skyde den første og bedste flyvemaskine ned?
I så fald må man til at afspærre hele Amager samt store dele af Øresund.
Endvidere gør man sig øjensynligt store anstrengelser for at genere spottere mest muligt. F.eks. skulle der frastilles nogle asfaltmaskiner m.m., og af alle steder valgte man at henstille disse tingester præcis lige ud for "Flyvergrillen" formentlig for at genere den frie skudlinie - for fotograferne !! Direkte chikane må man formode.

Sikkerhedsfolkene kører forbi i deres biler - OK - men hvorfor lave hjulspind på grusvejen, så alle i nærheden bliver blindet af støv?

For nylig oplevede jeg at ansatte fra lufthavnen råbe ad besøgende i Flyvergrillen - "Hvad laver i der?" - Et naivt forsøg på at være morsom. Men ikke særligt flatterende for Københavns Lufthavne.

Kastrup Lufthavn efterlader det indtryk at spotterne er farlige terrorrister, som bare venter på at slå til mod flyvemaskinerne. De flyvemaskiner som de elsker at kigge på igen og igen. Så mon ikke der er et eller andet man har misforstået?
Terrorrister ville, i givet fald, nok gemme sig i f.eks. Kongelunden eller en speedbåd på Øresund og næppe blandt entusiastiske spottere på "Flyvergrillen".

Og endelig - når EL AL er i nærheden - så pas for Guds skyld på ikke at have noget våbenlignende udstyr i nærheden. Da kører mærkværdige diplomatbiler rundt i nærheden af "Flyvergrillen". Hvad mon disse diplomater er for nogen? Mosad?

Joh - vi er farlige - vi kigger nemlig på flyvemaskiner !!!!

Få os dog ind i lufthavnen hvor I kan holde øje med os!

 

2017-04-10